Selskabet for Fremtidsforskning
Bekymringen om fremtiden er ikke ny.
I 1960’erne tog denne bekymring afsæt i en ide og et ønske om at ”fremtiden er noget vi skaber selv”. Det blev starten på det der blev kaldt “Fremtidsforskning” (Future Studies). En bevægelse der startetede i Frankrig i 1960, spredt sig til USA og siden nu også til Danmark.
Fremtidsforskningen ville proaktivt være med til at skabe fremtiden i en verden i konstant forandring.
Det var Arne Sørensen – forfatter, filosof, højskoleforstander, partistifter og minister – der valgte at oversætte det engelske ‘Futures Studies’ til et tilpasset nyt dansk begreb det kom til at hedde ‘fremtidsforskningen’. Ligeledes valgte han at udgive et tidsskrift han kaldte Futuriblerne med en tilpasset oversættelse som ‘det fremtidigt mulige’.
Den kreds af indsigtsfulde og fremmelige danskere han samlede sidste i 60’erne var nogle af de første, der begyndte at bruge begreber som innovation, idegenerering og kreativitetsprocesser.
Meget af fremtidsforskningen rettede sig derfor fra starten af mod metoder til at få ideer, se muligheder, skabe visioner, scenarier og realistiske fremtidsbilleder, der skulle gøre det muligt at man selv valgte sin fremtid, som alternativ til at gøre fremtiden til noget man beregne sig til. Med andre ord spåede om.
Da Arne Sørensen havde startet Selskabet for Fremtidsforskning i november 1968, fulgte han det op i 1970 med at stifte Institut for Fremtidsforskning sammen med Thorkild ’livrem’ Kristensen. De 2 organisationer havde hvert sit formål. I Selskabet for Fremtidsforskning blev formålet således, at formidle fremtidsvisioner og viden herom til den brede befolkning. Dertil startede de med at udgive tidsskriftet Futuriblen og afholde konferencer, seminarer, diskussionsaftener, foredrag og workshops.
Årsagen var indlysende, mente Arne Sørensen: ”Ingen gennemslagskraftig fornyelse uden folkelig forståelse”. For Arne Sørensen var fremtidsforskning et folkeoplysende projekt, i stil med højskolernes. Bare mere folkeligt og mere dialog- og handlingsorienteret i sin grundlæggende ide.
Som han skrev i Futuriblerne i 1969:
[Initiativkredsen] anser det for en ulykkelig løsning, at de nødvendige fornyelser i dansk produktion, det danske samfund og den danske kultur skulle blive et monopol for forskere, teknologer og ”eksperter”. Vi ville da få det ”teknokrati”, som mange frygter, og som ville blive et fåmandsvælde af hundrede gange så stærk en effektivitet som den gamle kongelige enevælde. Han fulgte op med følgende hensigtserklæring: [At Selskabet] kunne bidrage til, at nye videnskabelige forslag til løsninger på danske og internationale problemer tidligst muligt kastes ud til debat blandt alle de medborgere, der har lyst til at være andet og mere end blot passive ofre for nye udviklinger ”ovenfra” og ”udefra”.
Yderligere startede Arne Sørensen i 1974 , Forskningshøjskolen i Haderslev, der var tiltænkt rollen som en fremtidsforskningens højskolebidrag. Arne Sørensen udtrykte ved opstarten af højskolen at “vil blive drevet ud fra den overbevisning, at det nuværende danske samfund er et af verdens bedste udgangspunkter for et nyt samfund af usædvanlig kvalitet.”
Arne Sørensen (generalsekretær for selskabet 1968 til 1976) og siden Torben Bo Jansen (generalsekretær fra 1976 –2007), har været drivende kræfter i Selskabet for Fremtidsforskningen indtil for 10 år siden, hvor Torben Bo Jansen døde. Selskabets bestyrelse har siden brugt mange kræfter på en omstyring fra papir- til e-mediet og samtidigt – med valget af Tyge Mortensen som ny generalsekretær – bevidst valgt en mere aktivistisk platform.
Fremtidsforskere er vi måske alle sammen. Det der definerer en fremtidsforsker er interesse for fremtiden og en nysgerrighed efter at finde ud af hvilke muligheder vi har. Fremtidsviften kaldes mulighederne. Målet er ikke at forudse fremtiden, målet er derimod at vælge en af dem – den mest ønskværdige – og så skabe den.